Van Dijk forklarer: Derfor valgte jeg Liverpool over City og Chelsea
Foto: Getty Images
Generelle

Van Dijk forklarer: Derfor valgte jeg Liverpool over City og Chelsea

Virgil van Dijk løfter nu sløret for, hvorfor han i sin tid valgte at skifte til Liverpool, frem for Manchester City og Chelsea, der også var ganske interesserede i forsvarsklippen.

Virgil van Dijk havde en vanvittigt transformativ effekt på Liverpool-mandskabet, efter Jürgen Klopp i januar 2018 hentede ham til Merseyside fra Southampton. Siden da har Klopps tropper medvirket i to Champions League-finaler i træk - den seneste blev vundet - og for nyligt blev Premier League-titlen således også sikret for første gang i klubbens historie. 

Det kunne dog alt sammen have gået meget anderledes. Flere øvrige engelske topklubber stod nemlig på spring for at hente Van Dijk, fortæller den store hollænder, der dog ikke var i tvivl om, hvorfor Liverpool var den mest interessante mulighed. 

- Jeg havde chancen for at tage til Chelsea og Man City. Når du sammenligner klubber, så kigger man på historien, byen, truppen, fremtidsplanerne. Men det allervigtigste, du kigger på er manageren - og Jürgen Klopp er en vigtig grund til at jeg valgte Liverpool, siger Van Dijk ifølge The Daily Express.  

- Klopp har noget specielt. Er det hans energi? Er det hans generelle image? Nogle gange sidder jeg og tænker over, hvad han gør bedre end andre. Jeg tror, det er hans mandskabsbehandling. Det er vigtigere end noget andet i fodbold nu. Klopp giver dig den her fantastiske fornemmelse. Han er oprigtigt glad, når man ankommer til klubben om morgenen.