Video : Tipsbladet
Generelle

Vanvittigt: Barça-præsident afslører, hvor gigantisk klubbens gæld er

Barcelona døjer med en voldsom gæld, og fredag afslørede Joan Laporta så, hvor stor gælden faktisk er.

Det har længe været velkendt, at økonomien ikke ser god ud i Barcelona, og på et pressemøde har catalanernes klubpræsident, Joan Laporta, nu valgt at afsløre det præcise omfang af Barcelonas gæld. 

Ifølge BBC-journalisten Simon Stone har Laporta således fredag bekræftet, at Barcelonas gæld lyder på 1,2 milliarder euro, hvilket svarer til over 8,9 milliarder kroner.

Dertil kommer så et årligt underskud på 2,6 milliarder kroner, hvilket altså betyder, at tingene i øjeblikket går i den forkerte retning for Barcelona.

Er alligevel optimist
På fredagens pressemøde gav Joan Laporta dog udtryk for, at han - på trods af klubbens gæld - ser positivt på Barcelonas fremtid. 

- Jeg er ganske optimistisk i forhold til, at klubben, i løbet af maksimalt to sæsoner - vil befinde sig i en sund økonomisk situation, lød det således fra klubpræsidenten. 

Katastrofale beslutninger
På pressemødet kommenterede Joan Laporta desuden de europæiske storklubbers økonomiske situation, som generelt er ganske presset i øjeblikket.

- Vi er ikke en stat, vi kan ikke bare gribe ud efter telefonen og sige: 'Send flere penge'. Vi gjorde mange ting forkert. Katastrofale beslutninger blev taget. Jeg siger ikke, at storklubberne ikke er delvist skyldige. Der er mange parter, der er medansvarlige, lød det således fra Barcelona-præsidenten.

På pressemødet gjorde Laporta det samtidig klart, at han i øjeblikket reflekterer over, hvorvidt Ronald Koeman skal fortsætte som cheftræner eller ej.