Video : Tipsbladet
Generelle

Bayern-chok: Største nederlag i 43 år

Bayern München løb onsdag ind i klubbens største nederlag i 43 år, og efterfølgende var både Thomas Müller og assistenttræner Dino Toppmöller dybt rystede over præstationen.

Det hører til sjældenhederne, at Bayern München taber 5-0, men onsdag fik det sydtyske storhold ørerne alvorligt i maskinen i pokalkampen mod Mönchengladbach. 

Allerede efter 23 minutter var Bayern München bagud med 3-0, og i anden halvleg blev det altså kun værre for gæsterne, der havde stjerner som Robert Lewandowski, Thomas Müller, Manuel Neuer, Serge Gnabry og Joshua Kimmich med i startopstillingen. 

Der var således ingen undskyldninger for at blive ydmyget så voldsomt, og efter slutfløjtet var Thomas Müller også decideret decideret rystet over gæsternes præstation.

- Jeg har aldrig oplevet en situation som den her. Jeg har aldrig tidligere set så kollektivt et kollaps i så vigtig en kamp, lød det således, ifølge Kicker, fra Thomas Müller. 

Ifølge BBC er der tale om Bayern Münchens største nederlag siden 1978. 

Chokeret assistent
Bayern München måtte klare sig uden den corona-ramte cheftræner Julian Nagelsmann i onsdagens nedtur, hvor assistenten Dino Toppmöller var vikar for Nagelsmann. Og efter 5-0-nederlaget erkendte Toppmöller, at det var 'en kulsort dag'.

- I løbet af de næste par dage må vi finde os i skadefryd og latterliggørelse, lød det således fra assistenten.

Bayern Münchens næste kamp er på lørdag, hvor der venter en udekamp mod Union Berlin i Bundesligaen.