Video : Tipsbladet
Generelle

Vil ikke bytte ham med Messi: Liverpool-angriber har særlig magi

Roberto Firminos evner er skræddersyede til Liverpool, mener eksperten Jermaine Jenas, der således tvivler på, at den engelske klub ville sige ja til en byttehandel med eksempelvis Lionel Messi eller Cristiano Ronaldo.

Roberto Firmino leverede en stærk præstation, da Liverpool i lørdags slog Newcastle med 3-1.

Brasilianeren startede på bænken, men nåede at levere to assists efter sin indskiftning.

Og Firminos præstation har efterfølgende fået den tidligere Tottenham-spiller Jermaine Jenas til at rose brasilianeren til skyerne.

En helt særlig magi
Ifølge BT Sport-eksperten er det faktisk tvivlsomt, om Liverpool ville gå med til at bytte Firmino for stjerner som Lionel Messi og Cristiano Ronaldo, hvis de skulle få tilbuddet.

- De ting, som vi ser ham levere, er absolut sublime. Det er smukt. I årenes løb har han vundet denne respekt, på grund af den plads han skaber, fordi forsvarerne tror, at de kan sidde tæt på ham, hvortil han siger: 'Nej, I kan ikke engang komme i nærheden af mig'. Og derefter er han forbi dig, lyder det fra Jenas.

- Der er en forskel i forhold til, når Salah eller Mané eller Origi dribler igennem centralt. De har ikke den samme magi i øjeblikket. De er topspillere, men Firmino har evnen til at skabe et tomrum, som han altid kan finde vej ud af igen. Det er en særlig evne.

- Man vil typisk automatisk sige, at 'selvfølgelig ville vi bytte ham for Messi' eller 'selvfølgelig ville vi bytte ham for Ronaldo'. Men hvis du analyserer det, og ser nærmere på, hvad han giver det her fodboldhold, så er der ikke mange - hvis der overhovedet er nogen - der er bedre end ham, til at gøre det, som han kan.