Video : Tipsbladet
Generelle

Vil lade Allegri gå efter CL-exit: Juventus går efter Guardiola til sommer

Torino-klubbens forsøg på at vinde Champions League endte som en stor skuffelse, og noget tyder således på, at Cristiano Ronaldo og hans holdkammerater får en ny chef til sommer.

Efter købet af Cristiano Ronaldo i sommer var Juventus' plan, at klubben skulle gå hele vejen i Champions League i denne sæson.

Sådan gik det som bekendt ikke, for i sidste uge blev italienerne slået ud af Ajax i kvartfinalen, efter et yderst skuffende 2-1-nederlag hjemme i Torino.

På vej væk trods mesterskab
Juventus sikrede sig godt nok klubbens ottende Serie A-titel på stribe i weekenden, men alligevel ser det nu ud til, at cheftræner Massimiliano Allegri er færdig i klubben til sommer.

Og ifølge den italienske avis Il Giornale har Juventus allerede udset sig Allegris afløser. Torino-klubben vil således forsøge at lokke Manchester City-boss Pep Guardiola til Italien.

Har en kæmpe løn
Avisen skriver, at sportsdirektør Fabio Paratici ikke vil stille sig i vejen, hvis Allegri ønsker at forlade Juventus. 

Allegri kan være på vej til Premier League, hvor flere klubber har vist interesse for italieneren, der har været i Juventus siden 2014.

Det kan dog vise sig at blive en vanskelig mission at få Guardiola fri af Manchester Ciy. Spanieren har en kontrakt med de engelske mestre, der løber indtil 2021, og har en årsløn på omtrent 170 millioner kroner.