Video : Tipsbladet
Generelle

Wesley Sneijder indstiller karrieren

Wesley Sneijder, der står noteret for 134 hollandske landskampe, indstiller karrieren i en alder af 35 år.

Han nåede at vinde Champions League med Inter i 2010 og spillede derudover for blandt andre Ajax, Real Madrid, Galatasaray og Nice. Men nu er tiden som professionel fodboldspiller et overstået kapitel for Wesley Sneijder.

Den hollandske landsholdslegende indstiller nemlig karrieren i en alder af 35 år.

I stedet er han blevet forretningspartner i FC Utrecht, hvor han fremover kan se klubbens hjemmekampe fra sin personlige VIP-lounge. Det meddeler Æresdivisionen-klubben på sin hjemmeside.

- Min kærlighed til byen Utrecht er stor, og jeg har et meget godt forhold til klubejer Frans van Seumeren. Vi har altid talt om at samarbejde, og nu har vi sat handling bag ordene. Jeg ser frem til en fantastisk sæson på Stadium Galgenwaard (FC Utrechts stadion, red.), fortæller Wesley Sneijder ifølge hjemmesiden.

Sneijder er født og opvokset i Utrecht, men nåede aldrig at spille for FC Utrecht. I stedet fik han sin fodboldopdragelse hos Ajax, hvor han også fik sit gennembrud. 

Senest har Wesley Sneijder har spillet for Al-Gharafa i Qatar, som han skiftede til i januar 2018.

Desuden er han den spiller med flest landskampe for Holland med 134 af slagsen.