Video : Tipsbladet
Generelle

Xavi løfter sløret: Han er den bedste Barcelona-spiller nogensinde

Ronaldinho, Messi og Ronaldo er blandt de bedste spillere gennem tiderne i FC Barcelona, mener spanske Xavi.

Hvem er den bedste FC Barcelona-spiller gennem tiderne?

Det spørgsmål har den tidligere Barcelona-kreatør Xavi forsøgt at besvare i et interview med Globo Esporte.

En af de spillere, der er blandt de bedste, er den brasilianske troldmand Ronaldinho.

- Ronaldinho er blandt de allerbedste, men han manglede måske at præstere stabilt på sit bedste niveau, lyder det fra den nuværende Al-Sadd-træner.

Xavi, der i øjeblikket sættes i forbindelse med et kommende trænerjob i FC Barcelona, nævner samtidig Ronaldo (Fenomeno) som en af de allerbedste spillere, der har været i klubben, men det er alligevel en nuværende FC Barcelona-spiller, der løber med titlen, som den bedste i klubben nogensinde - ifølge Xavi.

- For mig er Messi bedre en Ronaldinho, fordi han har præsteret så stabilt de seneste år. Messi er den bedste nogensinde, men Ronaldinho er lige efter.

Messi har endnu en gang været i fremragende form i denne sæson, hvor det er blevet til 24 mål i 31 kampe, inden coronapandemien satte ligaen på pause.