Video : Tipsbladet
Generelle

Xavi: Raheem Sterling bliver verdens bedste

Ifølge Barcelona-legenden Xavi, er Sterling tættere end Neymar, Mbappe og Salah på at blive verdens bedste fodboldspiller.

Raheem Sterling er på vej til at outshine både Lionel Messi og Cristiano Ronaldo, som værende den bedste fodboldspiller i verden. Det mener Barcelona legenden Xavi.

I et interview med det engelske medie The Mirror, giver Xavi sin mening til kende, hvor han siger, at blandt andet Sterling, som i sidste sæson scorede 25 mål for City, og som allerede i år hat nettet seks, er godt på vej til at overhale dem:

- Messi og Ronaldo har domineret det her i så mange år. Det er svært at huske en tid uden dem, siger Xavi og understreger at Messi, for ham, er tidens bedste spiller:

- Messi er for mig den bedste nogensinde – og selvom de begge (Messi og Ronaldo red.) stadig spiller på et utrolig højt niveau, så vil dagen komme, hvor der er nogle, som skal fylde deres sko ud, siger Xavi og fortsætter:

- Hvis man kigger på de unge spillere, som kan overtage kronen, som værende den bedste spiller i verden, så tænker man stadig på Neymar, Mbappe, Salah og selvfølgelig Sterling. Og hvis jeg kigger nærmere på dem, så er det Sterling, som vinder det kapløb lige nu, siger Xavi.

Sterling har indtil videre i både sidste og nuværende sæson imponeret især med sit slutprodukt, som tidligere har været det, der manglede hos den eksplosive englænder, som altså allerede i de første fem kampe for City har scoret seks mål, samtidigt med, at han også har scoret to mål for landsholdet.

Sterlings succes, både sidste år og i år, tilskriver Xavi blandt andet hans tidligere træner og nuværende Sterling-træner Pep Guardiola.

- Han har altid være en god spiller, en farlig spiller, men under Pep, er han blevet en af de bedste i verden, siger Xavi til The Mirror og slutter:

- Vi ser resultatet af Peps arbejde med ham (Sterling red.). Han er stadig ung, men han kan blive verdens bedste fodboldspiller.

Sterling tørner i aften ud for Manchester City når de spiller første opgør i Champions League. Manchester City gæster Shaktar. Kickoff klokken 21:00