Video : Tipsbladet
Generelle

Zidane afviser nepotisme: Luca er blot endnu en spiller i truppen

Real Madrid-bossen afviser, at sønnen fik chancen i målet blot fordi han er søn af cheftræneren.

Real Madrid har i Thibaut Courtois og Keylor Navas to af verdens bedste målmænd i truppen, men i søndagens ligakamp mod Huesca var ingen af de to på banen. 

Zinedine Zidane havde nemlig givet pladsen i målet til sin søn, Luca Zidane. Det var den 20-årige målmands blot anden ligakamp for Real Madrid. Den første fik han ligeledes under sin far, i slutningen af sidste sæson.

Thibaut Courtois var skadet, men Keylor Navas var næppe tilfreds med at skulle tage plads på bænken, efter en sæson, hvor han har stået i skyggen af belgieren. Den nyansatte Real Madrid-boss afviser dog, at valget af sønnike bærer præg af nepotisme.

- Jeg valgte ikke min søn, men en spiller i Real Madrid-truppen. Jeg ser ham en blandt mange spillere i truppen. Jeg er glad på hans vegne over, at han debuterede her (Bernabéu, red.) med en sejr. Luca er vores tredjemålmand. Thibaut var ude, og jeg ville give Keylor et hvil efter hans landskamp. Det endte godt, lyder det ifølge Marca fra Zinedine Zidane.  

Svært at finde motivation
Madrilenerne hentede en 3-2-sejr over Huesca, men det holdt hårdt. Benzemas sejrsmål kom således til allersidst i opgøret på Bernabéu. Og Zidane erkender, at det er svært at holde gejsten oppe, nu hvor sæsonen er gået i vasken.

- På et hold som Madrid, når man ved, at man ikke kan vinde et trofæ, så er det svært i visse momenter af kampene. Det er normalt. Men vi er alle professionelle, og vi vil prøve at slutte sæsonen godt af. Motivation er noget iboende hos, og enhver spiller har sin egen motivation.