Video : Tipsbladet
Generelle

Zidane provokerer PSG: Jeg ved, at Mbappé drømmer om Real Madrid

Zinedine Zidane blev på et pressemøde spurgt, om Kylian Mbappé en dag kommer til at trække i Real Madrid-trøjen.

Real Madrid møder onsdag Galatasaray i Champions League, og på tirsdagens pressemøde blev cheftræner Zinedine Zidane spurgt ind til franskmandens tanker om at hente landsmanden Kylian Mbappé til Bernabéu.

Mbappés fremtid er igen blevet bragt i tvivl i løbet af de seneste par dage, efter at Monacos klubpræsident Vadim Vasilyev afslørede, at Mbappé vurderede, at det i 2017 var 'for tidligt' at tage til Real Madrid.

Spilleren bestemmer
Kylian Mbappé udtalte desuden selv i sommer, at han var interesseret i at prøve kræfter med 'et nyt projekt.' Og på dagens pressemøde blev Zidane altså spurgt, om Mbappé en dag kommer til at trække i Real Madrid-trøjen.

- Jeg ved det ikke. Det er spilleren, der bestemmer. I øjeblikket spiller han for Paris Saint-Germain. Vi må se, om det ændrer sig i fremtiden. Jeg ved, at han altid har sagt, at hans drøm er at spille for Real Madrid, lød det ifølge Yahoo fra Zidane.