Video : Tipsbladet
Generelle

Zlatan gik fra helt til skurk i Serie A-målfest

Zlatan Ibrahimovic scorede to gange i mandagens 3-3-opgør mod AS Roma, men svenskeren endte alligevel med at spille en lidt uheldig rolle.

AC Milan løb mandag ind i sæsonens første pointtab, da Simon Kjær og kompagni hjemme måtte nøjes med 3-3 mod AS Roma, selvom værterne undervejs i opgøret var foran tre gange. 

Zlatan Ibrahimovic scorede således sit ligamål nummer fem og seks i målfesten, men svenskeren endte alligevel med at få en lille skurkerolle, da AS Roma fik udlignet i det 84. minut.

Uheldig Zlatan-aktion
Efter et hjørnespark fra gæsterne forsøgte Zlatan Ibrahimovic sig således med et akrobatisk spark, som skulle sende bolden langt ud af kommunen, men svenskeren fik ikke ordentligt træf på bolden og endte i stedet med at levere en assist for gæsternes Marash Kumbulla, der scorede til slutresultatet 3-3. Svenskeren burde i situationen nok have forsøgt sig med et hovedstød.

På trods af pointtabet indtager AC Milan stadig førstepladsen i Serie A-tabellen. Milano-klubben har hentet 13 point, efter fire sejre og én uafgjort i de første fem runder. Zlatan Ibrahimovic ligger nummer ét på topscorerlisten med seks fuldtræffere.