Video : Tipsbladet
Generelle

Zlatan udtager sit drømmehold - og udpeger historiens største spiller

Zlatan Ibrahimovic har på sit drømmehold udtaget en lang række tidligere holdkammerater.

Zlatan Ibrahimovic har spillet for klubber som Barcelona, Juventus, Manchester United og Paris Saint-Germain, og den svenske legende har derfor spillet sammen med mange store navne i karrierens løb. 

Og svenskeren har da også inkluderet flere tidligere holdkammerater på det drømmehold, han nu har udtaget. 

- Jeg udvalgte de elleve enten på baggrund af deres styrke eller min forkærlighed for dem. Det var spillere, der gav mig noget særligt, lyder det ifølge Football Italia fra Ibrahimovic. 

- Jeg har valgt Buffon som målmanden. Jeg spillede med ham i Juventus. Det var et særligt hold. Jeg har gode minder derfra. Jeg var ung, og alle behandlede mig på samme måde, som jeg behandler de unge spillere i Milan nu. De havde så meget at lære mig. 

- Maxwell er venstrebacken. Han er min ven. Nesta og Cannavaro i midterforsvaret. Fabio var vanvittig. Han plejede at køre mig rundt i Napoli på sin scooter. Jeg var ung. Jeg havde ikke nogen erfaring. Ham og Thuram havde så meget at give af. Jeg ville gerne spille med dem i dag. 

- Maicon er højrebacken. Da han kom til Inter, var han ikke regnet for at være lige så stærk, som han senere blev regnet for at være. 

- Derefter Nedved. Han er nummer ét. Han er den person, der har forbedret mig mere end alle andre. Da jeg så ham, indså jeg, at jeg ikke gjorde nok. Han trænede altid. Han var en maskine. Jeg har også valgt Vieri og Xavi på midtbanen. To mestre. Det Barcelona-hold var så stærkt. De første seks måneder var utrolige, men derefter havde jeg det ikke godt, på grund af træneren (Pep Guardiola, red.). 

Hylder Maradona
I angrebet har Zlatan Ibrahimovic til gengæld valgte tre spillere, som han ikke nåede at spille sammen med. 

- Angrebet er nemt. Zidane som offensiv midtbanespiller, og så fænomenet Ronaldo og Maradona på toppen. Han (Maradona, red.) er den største nogensinde. Bedre end mig. 

- Jeg kunne være træner for det her hold. Hvem ved, måske bliver jeg faktisk træner en dag.