Video : Tipsbladet
Generelle

Zlatans flabede væddemål med Lukaku: - Forvent ikke god teknik

Zlatan Ibrahimovic og Romelu Lukaku røg tirsdag i totterne på hinanden, og svenskeren har tidligere provokeret belgieren.

Zlatan Ibrahimovic og Romelu Lukaku var holdkammerater i Manchester United i 2016/17-sæsonen, men de to stjerner fik tilsyneladende ikke etableret et varmt venskab. 

Tirsdag røg de to herrer således i totterne på hinanden i Milano-derbyet, som Inter vandt efter en frisparksscoring af Christian Eriksen i tillægstiden. 'Fuck dig og din kone', råbte Lukaku angiveligt efter Ibrahimovic, der forinden havde provokeret belgieren.

Ville indgå væddemål med Lukaku
Og ifølge Football Italia har Zlatan Ibrahimovic også opført sig provokerende mod Romelu Lukaku tidligere. Svenskeren advarede således Inters fans, da Milano-klubben i sommeren 2019 hentede Lukaku i Manchester United.

- Jeg vil sige det sådan her om Romelu: Forvent ikke god teknik fra Lukaku. Hans store styrke er hans fysiske dominans. Hvis han bare havde lyttet til mig... jeg prøvede at indgå et væddemål med ham i Manchester United. 'Jeg giver dig 50 pund, hver gang du laver en anstændig førsteberøring', sagde jeg til ham. Hans svar var: 'Hvad får jeg, hvis alle mine førsteberøringer er gode?' Jeg sagde til ham, at han ikke ville få noget, men at han ganske simpelt ville blive en bedre spiller, lød det ifølge La Gazzetta dello Sport fra Ibrahimovic i 2019. 

- Han accepterede i øvrigt aldrig væddemålet. Måske var han bange for at tabe? Spøg til side, så har Lukaku en utrolig sult efter at bevise sig selv overfor verden, og jeg er sikker på, at han også vil gøre det godt i Inter.

Zlatan Ibrahimovic spillede selv for Inter fra 2006 til 2009, inden svenskeren rykkede til Barcelona.