Video : Tipsbladet
Generelle

Zlatans store brøler: Gjorde United-boss rasende

Zlatan Ibrahimovic formåede i sommeren 2016 at gøre både sin egen agent og Manchester United-bossen Ed Woodward decideret rasende.

Zlatan Ibrahimovic skiftede i 2016 til Manchester United, men svenskeren lagde fra land med at gøre sig selv voldsomt upopulær i den engelske storklub. 

Det har Ibrahimovic nu afsløret i sin kommende bog, 'Adrenalina', der er skrevet i samarbejde med en italiensk journalist. Her har Milan-stjernen således forklaret, at han blev træt af at vente på forhandlingerne med Manchester United. Svenskeren valgte således derfor bare skrive på Instagram, at han var skiftet til den engelske storklub. 

Skiftet var ikke på plads endnu, og både Zlatan Ibrahimovic' agent, Mino Raiola, og Manchester Uniteds vicebestyrelsesformand, Ed Woodward, blev derfor rasende på svenskeren. 

- De havde planlagt en overraskelseskampagne og en præsentation med special effects, á la Hollywood. Og jeg ødelagde det hele med mit opslag på de sociale medier, lyder det således, ifølge Aftonbladet, fra Zlatan Ibrahimovic i bogen. 

Rasende agent
Zlatan Ibrahimovic havde opholdt sig i Monaco, i agenten Mino Raiolas hus, i en uges tid, da svenskeren pludseligt mistede tålmodigheden.

- Faktum er, at jeg gik på Instagram og skrev: 'Min næste klub bliver Manchester United'. Jeg var så træt af forhandlingerne, at jeg ikke tænkte over, at Manchester United er et børsnoteret selskab. Man må ikke melde sådan nogle ting ud, hvis alt ikke er helt klart. Helvede brød løs. Mino havde lyst til at slå mig ihjel, lyder det således fra Ibrahimovic i bogen. 

Også Ed Woodward kom op i det røde felt efter Ibrahimovic' afsløring på Instagram.

- Det var udelukkende min fejl. Mino Raiola havde intet med det at gøre. Jeg mistede tålmodigheden, længere var den ikke. Jeg havde det som om, at jeg stod i kviksand, så jeg prøvede at gøre noget for at bevæge mig fremad, uden at tænke over konsekvenserne. Hvis skiftet gik i vasken, så måtte det være sådan. Så måtte vi lade det ligge. Jeg undskylder endnu engang, lyder det således fra Ibrahimovic. 

Rasende Woodward
Ed Woodward havde i første omgang svært ved at skjule sin bitterhed over Zlatan Ibrahimovic' opslag, lyder det fra svenskeren i bogen.

- Du har ødelagt en promoveringsplan til en værdi af fem millioner pund [43 millioner kroner, red.], lød det således fra Woodward til Ibrahimovic.

Zlatan Ibrahimovic nåede at score 29 mål i 53 kampe for Manchester United, inden svenskeren i marts 2018 skiftede til LA Galaxy.