Video : Tipsbladet
Landshold

- Man keder sig, når man ser landsholdet

Verdens Lækreste Superliga er tilbage med en særlig udsendelse denne gang. Et lidt længere afsnit end normalt og med tidligere landsholdsspiller Martin Albrechtsen som gæst til en snak om landsholdet.

Han har en lang og flot karriere bag sig som professionel i både Danmark og udlandet, og Martin Albrechtsen nåede også fire A-landskampe i sin aktive karriere.

Men hvis man går og tror, at den tidligere forsvarsspiller qua sin egen rolle som defensivspiller var underholdt over en chancefattig 0-0'er mellem Danmark og Schweiz lørdag aften i Parken, kan man godt tro om igen.

Den nu 43-årige Martin Albrechtsen var ikke imponeret over det, han så fra dansk side mod Schweiz.

Og det er i det hele taget landsholdets store problem - det fortæller Martin Albrechtsen i ugens afsnit af Verdens Lækreste Superliga, der denne gang i sagens natur tager Kasper Hjulmands landshold under kærlig behandling.

- Man keder sig sgu lidt, når man ser landsholdet. Jeg ser sjældent fodbold, men landskampe kan jeg til nøds sætte mig op til at se, men hver gang bliver man skuffet. Det er, som om der mangler den der gnist.

- Når det så er venskabskampe eller træningskampe, mangler det helt sikkert. Det ved jeg selv fra da jeg spillede. Der skal være noget på spil for selv at kunne sætte sig op. Sorry, men sådan er det. Man spiller 50 kampe på et år, og tre af dem er træningskampe. Og det er svært at sætte sig op til, siger Martin Albrechtsen.

I programmet er han sammen med vært Amanda Bodenhoff og programmets faste analytiker Benjamin Leander.

Leander og Albrechtsen skal blandt andet også swipe spillere og vurdere, hvem der eventuelt skal ud af startopstillingen.

Her er begge ikke specielt begejstret for Yussuf Poulsen, der ellers er en god presspiller. I stedet vil de have en anden angriber på banen fra start.

Se hele afsnittet i videoafspilleren øverst til denne artikel.