Video : Tipsbladet
Landshold

Vraget af Hjulmand: Seks mand er bedre end ham

Landstræner Kasper Hjulmand mener, at der lige nu er seks midtbanespillere, der er bedre end Matt O'Riley.

BRØNDBY (Tipsbladet): Fra startopstillingen i Belfast til helt ude i landsholdskulden.

Matt O'Riley var ikke blandt de 26 spillere, landstræner Kasper Hjulmand tirsdag udtog til de kommende venskabskampe mod Schweiz og Færøerne, og dermed ser det mere end svært ud for Celtic-stjernen at komme med til EM.

Da Danmark senest var i aktion, startede Matt O'Riley ellers inde på midtbanen i EM-kvalifikationskampen mod Nordirland, men han havde som de fleste andre af sine holdkammerater ikke nogen stor aften i Belfast, hvor de rød-hvide tabte 0-2.

I mellemtiden har 23-årige O'Riley dog fortsat de imponerende takter i Celtic, hvor han i denne sæson er noteret for 11 scoringer og 14 assists. Alligevel har Kasper Hjulmand altså foretrukket eksempelvis en Mikkel Damsgaard, der nærmest intet væsen gør af sig i Brentford.

Kasper Hjulmand, spillede Matt O'Riley sig helt af holdet i Belfast?

- Nej. Matt er én af dem, der er allertættest på. Han har nogle offensive kvaliteter, og han er en lidt anden type end dem, der er med. Der var ikke noget, der skræmte mig (mod Nordirland, red.), og jeg synes godt om Matt - men jeg synes, de seks, vi har udtaget, er bedre lige nu, siger Hjulmand.

Matt O'Riley var i januar i søgelyset hos den spanske storklub Atletico Madrid, og ifølge Tipsbladets oplysninger bød Diego Simeone og Co. også på midtbanespilleren. Atletico Madrid ville leje danskeren resten af indeværende sæson for derefter at forpligte sig til at købe Matt O'Riley for 156 millioner kroner til sommer. Det forslag blev dog fejet af bordet af Celtic, der værdisætter Matt O'Riley noget højere. 

Opgøret mod Nordirland var Matt O'Rileys debut for det danske landshold.