Video : Tipsbladet
Ligue 1

Desler og Nicolaisen er franske pokalmestre

Toulouse med de to danskere på holdet vandt lørdag aften med imponerende 5-1 i den franske pokalfinale.

Den franske traditionsklub Toulouse, der har både Rasmus Nicolaisen og Mikkel Desler på holdet, vandt lørdag aften den franske pokalturnering med en imponerende 5-1-sejr over Nantes.

Her var det en kamp, hvor det særligt var i første halvleg, at kampen blev afgjort. Allerede efter en halv times spil stod der 4-0 til danskerklubben, og så hjalp det ikke meget, at Nantes fik reduceret med et kvarter tilbage.

Få minutter senere satte Toulouse det sidste søm i med det femte mål.

Målscorerne i kampen var med to kasser af Nicolaisens forsvarsmakker Logan Costa, hvorefter det var Thijs Dallingas tur til at banke to kasser ind for holdet. 

Det reducerende mål kom fra Blas, mens Zakaria Aboukhlal stod for det femte og sidste Toulouse-mål.

Begge danskere spillede hele kampen for Toulouse, hvor Desler gjorde sig bemærket med et gult kort med to minutter tilbage af kampen.

For Mikkel Deslers vedkommende er pokaltriumfen det første trofæ, som han har været med til at vinde, mens Nicolaisen har to FCM-mesterskaber og en pokaltitel med sig fra tiden i dansk fodbold.