Video : Tipsbladet
Rygter

Ændrer Mbappé-plan efter CL-lodtrækning

Real Madrid kunne i teorien indgå en aftale med Kylian Mbappé den 1. januar, men på grund af mandagens Champions League-lodtrækning vil madrilenerne udskyde den oprindelige plan.

Kylian Mbappé har igennem meget lang tid været rygtet til Real Madrid, men mandagens Champions League-lodtrækning har angiveligt ændret madrilenernes tilgang en del. 

Således skriver den spanske avis AS, at Real Madrid nu vil vente til efter de to opgør mod Paris Saint-Germain, før man vil underskrive en kontrakt med Kylian Mbappé. 

- Mødet mellem PSG og Real Madrid kommer til at have en dimension, der rækker langt ud over kun fodbold. Planerne om at hente Mbappé har været kendt i lang tid, men logisk set vil disse to ottendedelsfinaler (den 15. februar i Paris og den 9. marts i Madrid) betyde en kæmpe ændring i den plan, man oprindeligt havde lavet, i forhold til at lukke Mbappés skifte, lyder det således fra AS.

Om lidt over to uger, den 1. januar, kan Real Madrid helt lovlig underskrive en aftale med Kylian Mbappé, gældende fra den 1. juli. Paris Saint-Germain kan intet gøre, idet superstjernens kontrakt udløber den 30. juni.

- Men logisk nok overvejer Real Madrid at være forsigtige og lade den hemmelige kontraktunderskrivelse finde sted efter den 9. marts (ud af respekt for PSG vil aftalen først blive offentliggjort efter sæsonen). Mbappé ville komme under et gigantisk pres fra de mest radikale PSG-fans, hvis han inden kampene mod Real Madrid havde skrevet under med sin kommende klub. Derfor påtænker Florentino [Perez, Real Madrids præsident, red.] og hans bestyrelse at lade spilleren få et exit fra Paris, der er så lidt traumatisk som muligt.

Kylian Mbappé, der på mandag fylder 23 år, har i denne sæson scoret 13 mål i 23 kampe for Paris Saint-Germain.