Video : Tipsbladet
Rygter

Afsløret: Denne Barça-stjerne skuffede Valverde mest

Ernesto Valverde er nu fortid i Barcelona, og den fyrede spanier var især skuffet over én af klubbens profiler.

Den nu fyrede Barcelona-cheftræner Ernesto Valverde var ikke ligefrem universelt elsket blandt klubbens tilhængere, og hele to millioner fans valgte da også at 'like' Barcelonas opslag, hvor man informerede om Valverdes fyring.

Blandt dem, der syntes godt om opslaget, var Barcelona-spilleren Arthur. Brasilianerens reaktion på Valverdes fyring vakte opsigt i Spanien, men noget tyder på, at Arthur og Valverde ikke kom specielt godt overens.

Tog til Neymars fødselsdag
Ifølge radioprogrammet Club de la Mitjanut på kanalen Catalunya Radio var Arthur således den Barcelona-profil, der formåede at skuffe Ernesto Valverde allermest. 

Ifølge programmet havde den nu fyrede spanier store forventninger til den brasilianske midtbanespiller. Den første situation, hvor de to herrer kom på kant med hinanden, var dog, da Arthur blot to dage før El Clásico tog til Paris for at deltage i Neymars fødselsdagsfest. Dette medførte en betragtelig røffel fra Valverde.

Den seneste gang, hvor Arthur pådrog sig sin nu tidligere chefs vrede, var så, da han vendte overvægtig tilbage efter juleferien. 

Kønssygdom og skitur
I den seneste tid har der generelt været nogle lettere bizarre historier fremme om Arthur. Først blev det reporteret, at brasilianeren gik glip af en række kampe, herunder El Clásico, fordi han havde pådraget sig en kønssygdom. Og kort tid efter kom det så frem, at Barcelona-ledelsen var irriteret over Arthur, fordi han trods sine helbredsproblemer havde valgt at tage på skiferie

Noget tyder dog på, at Arthur godt kunne se, at hans 'like' af Valverdes fyring ikke så specielt heldigt ud. Brasilianeren skrev således efterfølgende en besked på sociale medier, hvor han takkede Valverde for at hjælpe ham med at falde på plads i Barcelona.