Video : Tipsbladet
Rygter

Afsløret: Neymars nye PSG-kontrakt indeholder særlig klausul

Neymar har forlænget sin aftale med Paris Saint-Germain til 2025, men brasilianeren kan angiveligt selv bestemme på et senere tidspunkt, om aftalen skal forlænges et år yderligere.

Sommeren kommer ikke til at byde på Neymar-transferrygter, for i weekenden bekræftede Paris Saint-Germain, at den brasilianske superstjerne har forlænget til 2025. 

Ifølge det brasilianske medie UOL indeholder Neymars nye kontrakt dog en særlig klausul, der betyder, at den tidligere Barcelona-stjerne selv kan vælge, om han vil forlænge aftalen frem til 2026 eller ej. I 2025 vil Neymar være fyldt 33 år, og brasilianeren har angiveligt en drøm om at afslutte karrieren i den brasilianske liga.

Neymar tjener angiveligt 225 millioner kroner årligt i Paris Saint-Germain, så man må håbe for pariserne, at Neymar stadig er den løn værd, hvis han som 33-årig vælger at tage et år mere i Paris. 

Jagter stadig Champions League-triumf med PSG
Efter skiftet fra Barcelona i 2017 har Neymar scoret 86 mål i 113 kampe for Paris Saint-Germain. Brasilianerens helt store drøm er utvivlsomt at vinde Champions League med den franske klub, inden han rykker tilbage til Brasilien. 

Den i dag 29-årige Neymar spillede fra 2009 til 2013 for Santos, hvor han scorede 70 mål i 134 kampe.