Video : Tipsbladet
Rygter

Ajax-cheftræner i dialog med Champions League-klub

Ajax-cheftræner Erik ten Hag kan angiveligt være på vej tilbage til tysk fodbold til sommer.

Dortmund fyrede i december Lucien Favre som cheftræner, og det har sat gang i rygter om, Thomas Delaneys klub vil have fat i Mönchengladbachs cheftræner, Marco Rose. 

Og ifølge det tyske medie BILD kan der blive tale om en interessant træner-rokade, hvis Dortmund ansætter Marco Rose som klubbens næste cheftræner. 

Har fortid i tysk fodbold
Det forlyder således, at Mönchengladbach-bossen Max Eberl har talt i telefon med Ajax-cheftræner Erik ten Hag, der altså kan komme i spil som Mönchengladbachs næste cheftræner, hvis Rose rykker til Dortmund. 

Den 50-årige Erik ten Hag, der har været Ajax-cheftræner siden 2017, har en fortid i tysk fodbold. I Pep Guardiolas tid i klubben var Erik ten Hag således cheftræner for Bayern Münchens andethold. 

Interessant nok tager Mönchengladbach i aften imod Dortmund i Bundesligaen. Marco Roses tropper ligger aktuelt på syvendepladsen i tabellen, mens Dortmund - der har forfremmet Edin Terzic til midlertidig cheftræner - ligger på fjerdepladsen. Begge klubber er stadig med i Champions League, hvor Dortmund skal op imod Sevilla, mens Mönchengladbach møder Manchester City.