Video : Tipsbladet
Rygter

Avis: Solskjær vil forsøge at hente City-profil til Old Trafford

I Manchester United har man i den seneste tid haft god til at undersøge hvilke spillere, man skal forsøge at hente til klubben efter denne sæson.

Premier League har snart været sat på pause i tre måneder, og Manchester United-cheftræner Ole Gunnar Solskjær har derfor haft god tid til at planlægge klubbens kommende transfers.

Således skriver den engelske avis The Independent, at man på Old Trafford vil være meget varsomme i forhold til at bruge mange penge, nu hvor økonomien er hårdt ramt på grund af coronaviruspandemien.

Pogba sælges næppe
Krisen betyder blandt andet, at Manchester United formentlig ikke kommer til at sælge Paul Pogba. Der er således ingen klubber, der er klar til at tilbyde en acceptabel pris. Og Pogbas situation kan få en betydning for Manchester Uniteds jagt på Aston Villa-stjernen Jack Grealish. 

Grealish er, sammen med Jadon Sancho, Manchester Uniteds højeste prioritet på transfermarkedet. Ifølge The Independent er Manchester United favoritter til at sikre sig Dortmund-stjernen, der længe har været rygtet væk fra den tyske klub.

I defensiven har Manchester United kig på Swanseas Joe Rodon, Leipzigs Dayot Upamecano og Napolis Kalidou Koulibaly. 

Hvad angår salg, så forlyder det, at Jesse Lingard til sommer meget vel kan følge i Ashley Young og Chris Smallings fodspor og tage til Italien, hvor AC Milan angiveligt er interesseret.

Real Madrid er et bedre bud
Ifølge The Independent har Manchester Uniteds analyseafdeling desuden undersøgt muligheden for at hente Manchester City-stjernen Raheem Sterling. 

Der vil være tale om en ganske chokerende transfer, hvis det lykkes de røde djævle at lokke profilen væk fra naborivalerne. Manchester City risikerer at blive udelukket fra Champions League i de kommende sæsoner, hvilket har skabt usikkerhed om Sterlings fremtid. 

The Independent slår dog fast, at det er ganske usandsynligt, at Sterling ender i United. Ifølge avisen tyder det snarere på, at englænderen tager til Real Madrid, hvis han forlader Manchester City.