Video : Tipsbladet
Rygter

Bale pønser på snarligt karrierestop

Søndagens udekamp mod Leicester kan meget vel blive Gareth Bales sidste i Tottenham-trøjen. Ifølge den spanske avis AS er waliserens plan at rykke tilbage til Real Madrid til sommer, for derefter at indstille karrieren næste år.

Gareth Bale har haft en glorværdig karriere, men den 31-årige kan være tæt på at lægge støvlerne på hylden. 

Således skriver den spanske avis AS, at Gareth Bale overvejer at indstille karrieren næste sommer. 

- Waliseren brugte tiden i Tottenham på at forberede sig på EM med Wales. Hans plan er at tage til Real Madrid, for derefter at stoppe sin karriere, skriver AS således. 

Regner med Madrid-retur
Gareth Bales retur til Tottenham har været en blandet fornøjelse, idet José Mourinho stort set ikke brugte waliseren i efteråret. I de seneste par måneder har Bale dog vist væsentligt bedre takter, og den tidligere Real Madrid-stjerne har i denne sæson scoret 14 mål i 33 kampe for Tottenham. 

Bale udtalte i marts, at han regner med at spille for Real Madrid i næste sæson, og ifølge AS har waliseren altså tilsyneladene ingen planer om et nyt eventyr, når kontrakten med madrilenerne udløber efter næste sæson. 

Gareth Bale har vundet fire Champions League-trofæer og to La Liga-titler med Real Madrid.