Video : Tipsbladet
Rygter

Barça har planen klar: Vil hente en af disse to angribere som Suárez-afløser

Antoine Griezmann er ikke en klassisk 9'er, og derfor vil Barcelona hente en mere direkte afløser for den langtidsskadede Luis Suárez.

Barcelona må klare sig uden Luis Suárez i stort set resten af sæsonen, og derfor spekuleres der i spanske medier i, at katalanerne vil hente en angriber i vinterens transfervindue.

I weekendens hårdt tilkæmpede 1-0-sejr over oprykkerne fra Granada valgte den debuterende cheftræner Quique Setien at spille med Antoine Griezmann på Suárez' plads i det centrale angreb.

Men franskmanden er som bekendt bedst som hængende angriber, og derfor forlyder det nu, at Barcelona vil gå efter en decideret 9'er. Det skriver den katalanske avis Mundo Deportivo. 

Vil undgå at gentage Boateng-fejl
Ifølge avisen vil Barcelona undgå at begå samme fejl, som man begik sidste år, da man hentede Kevin-Prince Boateng. Ghaneseren blev stort set ikke benyttet, før han blev sendt videre igen.

Denne gang vil Barcelona i stedet forsøge at få fingrene i Arsenal-angriberen Pierre-Emerick Aubameyang, som i denne sæson har scoret 14 mål i 22 kampe. Den 30-årige Aubameyang har kontraktudløb om halvandet år, men det vil nok kræve en del for at overtale Arsenal til et salg i dette vindue.

Derfor kigger Barcelona også på muligheden for at hente Valencias Rodrigo, som i sommer var tæt på et skifte til Atlético Madrid. Olivier Giroud og Fernando Llorente nævnes som to endnu mere økonomisk fordelagtige løsninger.