Video : Tipsbladet
Rygter

Barça-stjerne afviser ny kontrakt: PL-klub lokker

Ifølge den spanske avis Mundo Deportivo tyder meget på, at Barcelona kommer til at miste Ousmane Dembélé til sommer.

Han kostede en milliard kroner i 2017, men Barcelona risikerer stadig at miste Ousmane Dembélé på en fri transfer til sommer. 

Således skriver den spanske avis Mundo Deportivo nu, at Dembélé stadig ikke har accepteret det kontrakttilbud, som Barcelona har præsenteret franskmanden for. 

- Ousmane Dembélés fremtid ser ud til at ligge længere og længere væk fra Barcelona for hver dag, der går. På trods af arbejdet fra Xavi Hernández, der har forsøgt at overbevise ham om, at han vil blive en vigtig spiller for Barça, samt at han kan blive verdens bedste på sin position, så virker det til, at franskmanden og hans agent kigger i en anden retning, lyder det således fra Mundo Deportivo.  

Lukrativt engelsk tilbud
Ousmane Dembélés nuværende kontrakt med Barcelona udløber til sommer, men franskmanden er angiveligt ikke tilfreds med den catalanske klubs udspil. For et par uger siden skrev Sport da også, at Barcelona har tilbudt den skadesplagede Dembélé en kontrakt med en lavere grundløn end den, franskmanden får nu.

Og ifølge Mundo Deportivo ser det nu ud til, at Newcastle er favorit til at hente den 24-årige Ousmane Dembélé. Den nordengelske klub har således angiveligt tilbudt franskmanden en årsløn på 110 millioner kroner, samt en sign-on-fee, der ligeledes lyder på 110 millioner kroner.