Video : Tipsbladet
Rygter

Barça tilbyder dyr stjerne meget atypisk kontrakt

Ifølge den spanske avis Sport har Barcelona tilbudt Ousmane Dembélé en noget usædvanlig ny kontrakt.

Xavi Hernández blev mandag præsenteret som ny Barcelona-cheftræner, og her gjorde spanieren det klart, at han meget gerne vil have Ousmane Dembélé til at underskrive en forlængelse. 

Xavi Hernández slog således fast, at den 24-årige franskmand har potentialet til at 'blive den bedste spiller i verden', selvom han har haft et hav skader, siden Barcelona købte ham for en milliard kroner af Dortmund i 2017.

I denne sæson har Dembélé eksempelvis blot spillet én kamp, mens det i 2019/20-sæsonen blot blev til ni kampe i alle turneringer. Og ifølge den spanske avis Sport har Dembélés tilbagevendende skadesproblemer fået Barcelona til at foreslå en lidt kreativ kontrakt. 

Har foreslået særlig kontrakt
Således skriver Sport, at Barcelona også er nødt til at tænke på klubbens økonomiske krise, selvom man ønsker at beholde Ousmane Dembélé. Derfor har Barcelona angiveligt foreslået franskmanden en ny kontrakt ud fra 'Alemany-modellen'. Der er tale om en type kontrakt, som Barcelonas fodbolddirektør Mateu Alemany var kendt for i sin tid i Mallorca og Valencia. 

Idéen er groft sagt, at Ousmane Dembélés løn kommer til at hænge tæt sammen med franskmandens spilletid. Barcelona vil således skære i Dembélés grundløn og i stedet indføre nogle variabler i kontrakten, der betyder, at Dembélé kan skovle en masse penge ind, såfremt han spiller de fleste kampe. Ifølge Sport vil det således udløse en betaling, hver gang Ousmane Dembélé spiller et vist antal kampe. 

- Vi taler ikke om 30 eller 40 kampe, men et meget lavere antal, således at angriberen i løbet af en sæson kan udløse tre eller fire variabler, lyder det således fra Sport. 

Ifølge Sport er Barcelonas grundtanke, at Ousmane Dembélé får løn i korrelation til det, han bidrager med på grønsværen. Endnu vides det dog ikke, om franskmanden vil acceptere. Dembélés kontakt udløber efter denne sæson.