Video : Tipsbladet
Rygter

Barcelona vil hente Piqué-afløser i Manchester City til januar

I Barcelona arbejder man på at hente den 19-årige forsvarsspiller Eric Garcia tilbage fra Manchester City.

Eric Garcia forlod i 2017 Barcelona til fordel for Manchester City, og den spanske teenager har i denne sæson haft en markant rolle på Pep Guardiolas hold, hvor han har fået 18 kampe.

Men ifølge den spanske avis Mundo Deportivo kan Garcia nu stå overfor et skifte tilbage til Barcelona. 

Afvist af de Ligt
Avisen skriver således, at den 19-årige Garcia er en spiller, som man i Barcelona er meget opsat på at hente til klubben. I den spanske storklub er man så småt begynde at planlægge fremtidens defensiv, idet den nuværende forsvarsgeneral, Gerard Piqué, efterhånden er blevet 33 år.

I Barcelona forsøgte man febrilsk at få fingrene i Matthijs de Ligt sidste sommer, men hollænderen valgte som bekendt at tage til Juventus i stedet. 

Nærmer sig kontraktudløb
Nu er blikket dog rettet mod Garcia, der især i slutningen af den forgangne Premier League-sæson fik masser af spilletid. Spanieren var således i aktion i seks af Manchester Citys syv sidste ligakampe i sæsonen. 

Englænderne håber derfor på at holde på teenageren, der dog selv kan bestemme, hvor han vil fortsætte karrieren. Ifølge Mundo Deportivo har Garcia nemlig kontraktudløb til sommer, hvorfor Barcelona vil forsøge at hente forsvarsspilleren til spotpris til januar.