Video : Tipsbladet
Rygter

Conte kommer med højst uventet udtalelse om Eriksen

Der kommer ikke til at ske ændringer i Inters spillertrup i dette transfervindue, lyder det nu fra Antonio Conte.

Inters sportsdirektør, Giuseppe Marotta, bekræftede kort før jul, at Christian Eriksen er 'på transferlisten', og at den danske landsholdspiller 'kommer til at forlade os i januar'. 

Eriksen har herefter været rygtet til et hav af forskellige klubber, hvoraf Paris Saint-Germain har lignet den mest oplagte destination. Søndag kom Inter-cheftræner Antonio Conte dog så med en udtalelse, der går stik imod Marottas udmelding. 

Ingen ind - og ingen ud
Flere medier har i den seneste tid reporteret, at Eriksens høje løn (56 millioner kroner om året) og manglende kampform gør, at der ikke ligefrem er en lang kø af klubber, der jagter den tidligere Tottenham-stjerne. Til dato er der således ingen klubber, der har tilbudt at hente Eriksen i en permanent handel. Og nu ser det altså ud til, at Inter har taget konsekvensen af den manglende interesse. På et pressemøde søndag blev Conte således spurgt til Inters transferplaner. 

- Du ved det allerede udmærket godt. Men jeg kan godt sige det én gang til. Som jeg allerede har sagt, så kommer vi hverken til at købe eller sælge i dette transfervindue, lød det således, ifølge det franske medie RMC Sport, fra Conte.

RMC Sport konstaterer, at Contes udmelding betyder, at Eriksens skæbne dermed er 'forseglet'. Der er da, ganske rigtigt, også tale om en meget træls udvikling for Eriksen, der næppe kan se frem til den store spilletid i Inter i resten af sæsonen. Den 28-årige danske landsholdsspiller sad senest på bænken fra start til slut, da Inter søndag spillede 2-2 med Roma. Der er også tale om en ganske skidt nyhed for Kasper Hjulmand og det danske landshold, idet meget nu tyder på, at det bliver en meget formsvag Christian Eriksen, der til sommer møder op til EM-slutrunden. 

Overfor DAZN forklarede Conte, at det er økonomiske problemer, der gør, at Inter ikke kommer til at foretage sig noget som helst i dette transfervindue.