Video : Tipsbladet
Rygter

Dortmund accepterer Uniteds plan: Vil dele betalingen for Sancho op

Manchester United har nu angiveligt accepteret, at prisen for Jadon Sancho bliver knap 900 millioner kroner. Englænderne ønsker at betale beløbet over flere år, og Dortmund er angiveligt åbne overfor idéen.

I sidste uge kom det frem, at Dortmund har afvist et bud på 730 millioner kroner fra Manchester United på Jadon Sancho, fordi man i Bundesliga-klubben ikke vil sælge englænderen for mindre end 895 millioner kroner. 

Nu reporterer Bild dog, at Manchester United er fast besluttede på at hente dribleren til Old Trafford. Problemet er, at den engelske storklub, på grund af coronapandemien, lige nu ikke er i stand til at betale de 895 millioner kroner, som Dortmund kræver. 

Dortmund er åbne for idéen
Ifølge Bild er Manchester Uniteds plan nu at betale Dortmund over flere afbetalingsrater. Det er en fremgangsmåde, der er set i flere store handler, og Dortmund er angiveligt ikke modstandere af denne løsning. 

Manchester United vil betale Dortmund 520 millioner kroner denne sommer, hvorefter man vil betale henholdsvis 225 og 150 millioner kroner til Dortmund i løbet af de næste år. Og dermed bliver den samlede pris altså de 895 millioner kroner, som Dortmund forlanger. 

Bild reporterede i sidste uge, at Dortmund overvejer at hente Lyon-stjerne Memphis Depay ind som erstatning for Jadon Sancho, hvis englænderen ender med at skifte til Manchester United.