Video : Tipsbladet
Rygter

Dortmund afviser megabud på Sancho fra engelsk storklub

Manchester United har angiveligt budt 730 millioner kroner på Jadon Sancho, hvilket dog er blevet afvist af Dortmund.

Søndag sikrede Manchester United sig kvalifikation til Champions League, og det forbedrer selvsagt klubbens chancer på sommerens transfermarked, hvor der nu er flere penge at arbejde med. 

Ifølge det tyske medie Bild har Dortmund dog afvist Manchester Uniteds første bud på den tidligere Manchester City-spiller Jadon Sancho, der har udviklet sig til et kæmpetalent i Bundesligaen.

Ingen rabat
Manchester United havde angiveligt bud 730 millioner kroner for den 20-årige Jadon Sancho, der i denne sæson er noteret for 20 mål og 20 assists i Dortmund-trøjen.

På Old Trafford har man dog tænkt sig at sende et nyt og forbedret bud afsted til Dortmund. Den tyske storklub har tidligere meldt ud, at der ikke bliver tale om nogen 'corona-rabat' på klubbens engelske stjernespiller. 

Transfervinduet lukker først i oktober
Manchester United sikrede sig søndag tredjepladsen i Premier League, da Ole Gunnar Solskjærs tropper besejrede Leicester med 2-0. 

I England er transfervinduet mandag åbnet, og de engelske klubber har mulighed for at handle helt indtil mandag den 5. oktober.

Den kommende Premier League-sæson sparkes dog i gang allerede lørdag den 12. september.