Video : Tipsbladet
Rygter

Engelsk klub har budt knap en halv milliard på Barça-stortalent

Barcelona har dog valgt at afvise det store bud på portugiseren, der stadig ikke har fået sin debut for den spanske storklub.

Den 20-årige portugisiske angriber Trincao har stadig sin debut i Barcelona-trøjen til gode, men katalanerne har nu alligevel modtaget et stort bud på kæmpetalentet, som man i januar købte af Braga for 230 millioner kroner.

Således skriver den spanske avis Diario Sport, at Barcelona nu har modtaget et bud på 445 millioner kroner på Trincao fra en unavngiven Premier League-klub. 

Krise medfører ikke salg
Trincao fortsatte efter januar-salget i Braga, hvor den 20-årige angriber i denne sæson har leveret ni scoringer. Den portugisiske liga blev dog spillet færdig for en uge siden, og dermed er Trincao klar til at tage til Barcelona. 

Ifølge Diario Sport har den katalanske storklub, der ellers lider under store økonomiske problemer, således afvist det store bud på Trincao. 

I Barcelonas ledelse anser man Trincao for at tilhøre en gruppe af spillere, der udgør klubbens fremtid. Af andre spillere i denne gruppe kan nævnes Ansu Fati, Riqui Puig og Ronald Araujo.