Video : Tipsbladet
Rygter

To engelske storklubber kæmper om gratis Real Madrid-profil

Lucas Vazquez vil have forbedret sin løn i Real Madrid, mens de spanske mestre vil have kantspilleren ned i løn. Vazquez forlader derfor sandsynligvis madrilenerne efter denne sæson. Chelsea og Manchester United lurer i kulissen, mens også Bayern München og Milan angiveligt er interesserede i Vazquez.

Zinedine Zidane må erkende, at han formentlig snart kommer til at miste en spiller, der er startet inde i 30 kampe for Real Madrid i denne sæson.

Således skriver den spanske avis ABC, at Lucas Vazquez ikke er tilfreds med Real Madrids kontrakttilbud, idet den 29-årige spanier jagter karrierens sidste store kontrakt. Storklubber i både England, Tyskland og Italien har angiveligt kig på Lucas Vazquez, der senest startede inde i Real Madrids 3-1-sejr over Liverpool tirsdag.

Vil have forbedret sin løn
Ifølge ABC har Real Madrid tilbudt Lucas Vazquez en tre-årig forlængelse, der dog inkluderer en lønnedgang på 10 procent. Vazquez tjener i øjebelikket 26 millioner kroner årligt, efter skat, men kantspilleren mener, at han har fortjent en lønforhøjelse.  

Zinedine Zidane ønsker at beholde Vazquez, men coronapandemien har gjort det vanskeligt for Real Madrid at få regnskabet til at hænge sammen. Ifølge ABC er klubber som Manchester United, Chelsea, Milan og især Bayern München klar til at tilbyde Vazquez en bedre kontrakt end den, som Real Madrid er villige til at tilbyde. 

I slutningen af marts reporterede også AS, at Bayern München er i gang med forhandlinger med Lucas Vazquez. Spanieren kan skifte på en fri transfer til sommer, da hans kontrakt med Real Madrid udløber.