Video : Tipsbladet
Rygter

Færdig i Real Madrid: Colombiansk stjerne tæt på engelsk storklub

James Rodriguez kommer ikke til at optræde for Real Madrid igen, og Arsenal ønsker angiveligt at hente colombianeren.

Efter to år som lejesvend i Bayern München vendte James Rodriguez sidste sommer tilbage til Real Madrid.

Men det har ikke været en vellykket retur for den colombianske stjerne, der nu endegyldigt har spillet sin sidste kamp i den hvide trøje. 

Skal ikke spille Champions League
Ifølge den spanske avis Diario AS blev Real Madrids 2-1-sejr over Real Sociedad den 21. juni således James Rodriguez' sidste kamp for Real Madrid. 

Colombianeren bad efterfølgende Zinedine Zidane om ikke at blive udtaget til opgøret mod Athletic Bilbao den 5. juli, og franskmanden besluttede derefter, at han ikke længere vil gøre brug af af den 29-årige midtbanespiller, der har kontraktudløb næste sommer. 

James Rodriguez kommer derfor ikke i aktion for Real Madrid i Champions League, og stjernens tid i den spanske storklub er således forbi. Rodriguez' agent, Jorge Mendes, har arbejdet på at finde en klub, der vil hente colombianeren. 

Ifølge Diario AS er Arsenal den klub, der har vist mest interesse for James Rodriguez. I modsætning til sidste sommer, hvor Real Madrid afviste flere tilbud på James Rodriguez, vil madrilenerne denne sommer være åbne for et salg af stjernen, som man hentede for 600 millioner kroner i 2014.