Video : Tipsbladet
Rygter

Farvel til Lloris? Tottenham nærmer sig indkøb af to Atalanta-profiler

Tottenham er angiveligt tæt på at hente to profiler i Atalanta.

Tottenham er i fremskredne forhandlinger med Atalanta om midterforsvareren Cristian Romero og målmanden Pierluigi Gollini.

Det skriver Football London. Tottenhams sportsdirektør Fabio Paratici, der tidligere på sommeren forlod et lignende job i Juventus, er således angiveligt ved at sikre London-klubben en markant forstærkning af defensiven.

Vil hente Romero for anden gang
Football London skriver, at mens Tottenham tidligere har været kædet sammen med Joachim Andersen og Jules Koundé, så har Fabio Paratici tilsyneladende et stort håb om at hente Cristian Romero til London. Tilbage i 2019 var det da også Paratici, der hentede Romero til Juventus fra Genoa. 

Cristian Romero skiftede i september til Atalanta på en to-årig lejeaftale, men Joakim Mæhles klub kan altså allerede nu sende argentineren videre. Atalanta har en option på at købe Romero af Juventus for 120 millioner kroner, men Bergamo-klubben må forventes at kunne sælge argentineren videre for at markant højere beløb.

Den 23-årige Cristian Romero spillede 42 kampe for Atalanta i sidste sæson, hvor argentineren var en af holdets profiler og også blev kåret til Årets Forsvarsspiller i Serie A. Romero startede også inde for Argentina i flere Copa America-kampe, herunder i finalesejren mod Brasilien.

Farvel til Lloris?
Ifølge Football London forhandler Tottenham også med Atalanta om den 26-årige Pierluigi Gollini, der i de seneste sæsoner har været Bergamo-klubbens førstemålmand. 

Et indkøb af Gollini, der har en fortid i Aston Villa, kan meget vel betyde, at Tottenham skiller sig af med klubbens kaptajn, Hugo Lloris, der er blevet 34 år og har kontraktudløb næste sommer.