Video : Tipsbladet
Rygter

Fire dage til deadline: Disse syv store transfers venter vi stadig på

Der er fire dage tilbage af vinterens transfervindue, men der er stadig en håndfuld store transfers, som vi venter på at se realiseret.

Vinterens transfervindue lukker ved midnat fredag aften, og der er stadig en række store transfers, der mangler at komme på plads. 

Først og fremmest venter alle på, at Inter præsenterer Christian Eriksen. Danskeren gennemførte mandag sit lægetjek i den italienske klub, så det forventes ikke længere, at der er tvivl om dette skifte.

CLBOLD.DK tager i stedet kig på syv store transfers, som stadig mangler at falde på plads inden fredagens deadline.

EDINSON CAVANI - til Atlético Madrid
Frank Lampard har luftet sin beundring for den rutinerede uruguayaner, men Atlético Madrid er indtil videre den eneste klub, der har sendt et officielt bud på Cavani, der har fortalt PSG, at han ønsker at forlade klubben.

STEVEN BERGWIJN - til Tottenham
PSV Eindhoven-stjernen er meldt tæt på et skifte til Tottenham. Den hollandske fløj var udeladt fra truppen til PSV Eindhovens kamp i weekenden.

EMRE CAN - til Dortmund
Den tyske landsholdsspiller er træt af tilværelsen i Juventus, hvor det er småt med spilletid. Dortmund er angiveligt nået til enighed med italienerne om en transfer.

RODRIGO - til Barcelona
Luis Suárez er ude resten af sæsonen, og Barcelona er i gang med at sælge Carles Perez til AS Roma. Barcelonas præsident har erkendt, at katalanerne har kig på Valencia-angriberen Rodrigo.

MOUSSA DEMBELE - til Chelsea
Frank Lampard har meldt åbent ud, at Chelsea har brug for nogle spillere, der kan sende bolden i netmaskerne, og London-klubben har allerede fået afvist et bud på Dembele. Det store spørgsmål er, om englænderne kan nå til enighed med Lyon om en pris.

BRUNO FERNANDES - til Manchester United
Portugiseren har været rygtet til Old Trafford i evigheder, og nu har Sportings cheftræner erkendt, at Fernandes' fremtid er usikker.

KRZYSZTOF PIATEK - til Tottenham
Polakken var flyvende i sidste sæson, men har skuffet for AC Milan i denne sæson. Tottenham mangler en midlertidig erstatning for den skadede Harry Kane, og er angiveligt i dialog med italienerne om en lejeaftale.