Video : Tipsbladet
Rygter

Forventer 'overraskende' klubskifte efter ærligt Kane-interview

Ifølge den tidligere Tottenham-stjerne David Ginola er der lagt op til, at Harry Kane forlader Pierre-Emile Højbjergs klub til sommer. Og ifølge franskmanden vil der nok blive tale om et 'overraskende' skifte.

Harry Kane har scoret 219 mål for Tottenham, men den 27-årige stjerneangriber har stadig til gode at vinde karrierens første trofæ. 

På det seneste har der rygter om et exit efter denne sæson, og onsdag luftede Harry Kane da også sin frustration, da målræven blev tildelt hæderen som sæsonens bedste Premier League-spiller ved London Football Awards. 

- Individuelle priser er glimrende, de er fantastiske bedrifter. Når jeg i slutningen af min karriere kommer til at kigge tilbage, så er disse priser ting, som jeg vil huske og nok værdsætte endnu mere. Men lige nu er målet at vinde holdtræfer. Jeg ønsker at vinde de største trofæer, der findes, og det formår vi ikke rigtigt. Det er en bittersød fornemmelse. Jeg ville hellere vinde holdtrofæer og denne pris, men det er, som det er. Jeg er stolt over at vinde den. Det betyder, at det har været en god sæson på banen. Så jeg må prøve at fortsætte med at gøre det, jeg gør, lød det, ifølge Sky Sports, fra Harry Kane i den forbindelse. 

Ginola forventer Kane-exit
Og det store spørgsmål er altså, om Harry Kane er interesseret i at fortsætte med at spille for Tottenham, der ikke ligefrem ligger til at vinde store trofæer lige foreløbigt. London-klubben ligger faktisk ikke engang til at kvalificere sig til Champions League. Og ifølge den tidligere Tottenham-stjerne David Ginola er tiden formentligt kommet til, at Harry Kane må forlade Tottenham, af hensyn til karrieren.

- Det tror jeg desværre, at han er nødt til. For hans klub har ikke leveret de ting, som en spiller som ham må forvente. Som for eksempel muligheden for at vinde trofæer. Jeg tror, at han kigger tilbage på sin karriere nu, og han har gjort det godt i de seneste år, men det samme gælder ikke rigtigt for klubben, lyder det således, ifølge talkSPORT, fra David Ginola. 

Skifter nok til London-klub
Ifølge David Ginola ønsker Harry Kane formentligt at spille for et hold, der kæmper med om mesterskabet. Og ifølge franskmanden kan Pierre-Emile Højbjergs holdkammerat stå foran et 'overraskende' klubskifte.

- Jeg tror, at det bliver en beslutning, der bliver taget sammen med hans familie. Og i sidste ende kommer han nok til at tage et overraskende valg. Måske vil han gribe muligheden for at tage til en klub, der ikke ligger så langt væk fra London. Og det vil selvfølgelig så være en London-klub, lyder det således fra Ginola. 

- I mine øjne ville det være en stor overraskelse, for når du spiller for Spurs, så er der tale om en London-klub. Så du tager ikke til Arsenal. Når det er sagt, så er fodbold komplet anderledes nu. Spillernes beslutninger er fuldstændigt uforudsigelige. 

David Ginola sætter altså ikke navn på den klub, han tror, at Harry Kane skifter til efter denne sæson, men umiddelbart er det svært at udpege andre London-klubber end Chelsea, der har råd til at hente en spiller som Harry kane.