Christian Eriksens ophold i Inter er røget ud på et sidespor, men alligevel afviste danskeren, ifølge Corriere dello Sport og Sky Sport Italia, både Dortmund og Hertha Berlin i de sidste dage af transfervinduet.
Og ifølge det italienske medie Tuttosport har Christian nu blot tre måneder til at overbevise Inter-cheftræner Antonio Conte, hvis danskeren vil blive i Milano-klubben. Ellers risikerer Eriksen at ryge ud, når transfervinduet åbner igen til januar.
- Fra stjerne til misforståelse... Christian Eriksen er en spiller, der fylder meget. Da han kom hertil i januar, troede folk, at han ville blive et stort hit i Serie A. Spilleren, som kunne få Inter til at tage et kvalitetsmæssigt spring.
- Efter ni måneder med mange bump på vejen og en utilstrækkelig indsats kan det roligt siges, at Eriksen stadig fylder meget... forstået på den måde, at for Conte - som aldrig har fået øjnene op for Eriksen - er danskeren en overflødig brik (som demonstreret i Rom, hvor den tidligere Tottenham-spiller sad på bænken i 90 minutter mod Lazio). I så udpræget grad, at nogle agenter prøvede at finde ham en ny klub i Premier League... og i går kom der så en henvendelse fra Hertha Berlin.
Vil ikke væk
Ifølge Tuttosport ønsker Eriksen at blive i Inter, hvilket Milano-klubben i første omgang har valgt at acceptere.
Tuttosport skriver, at det er 'bizart' at tænke på, at Christian Eriksen - sammen med Romelu Lukaku - er den bedst betalte spiller i Inter, når han nu er syvendevalg på midtbanen, hvor Vidal, Barella, Brozovic, Sensi, Gagliardini og Nainggolan står foran danskeren.