Video : Tipsbladet
Rygter

Har brugt milliarder: Nu begynder det store udsalg i Chelsea

Frank Lampard skal have ryddet alvorligt ud i Chelsea-truppen, hvor hele ni spillere nærmer sig et exit.

Chelsea har brugt knap to milliarder kroner på spillerindkøb i dette vindue, hvor klubben har forstærket sig med stjerner som Kai Havertz, Timo Werner, Hakim Ziyech, Thiago Silva, Ben Chilwell og Edouard Mendy.

Og nu er tiden så kommet til at få solgt lidt ud i spillertruppen, hvor mange spillere er blevet overflødige. Ifølge den engelske avis Daily Mail er der tale om en længere liste af Chelsea-spillere, der nærmer sig et exit.

Stort udsalg på vej
I midterforsvaret ser den tyske landsholdsspiller Antonio Rüdiger ud til at være kommet i overskud. Rüdiger har ikke været udtaget til Chelseas to seneste kampe.

På venstrebackpositionen har Frank Lampard valgt at bruge 415 millioner kroner på Ben Chilwell, og det må siges at være et tydeligt tegn på, at Marcos Alonsos dage snart kan være talte. Spanieren har været rygtet til Inter.

På målmandsposten har Kepa Arrizabalaga fejlet gang på gang, og med indkøbet af Edouard Mendy ser spanieren også ud til at være en endegyldigt færdig mand på Stamford Bridge.

Også folk som Ross Barkley, Ruben Loftus-Cheek, Callum Hudson-Odoi, Victor Moses, Danny Drinkwater og Emerson ser ud til at være på vej væk.

Transfervinduet lukker den 5. oktober.