Video : Tipsbladet
Rygter

Ikke Eriksen: Denne stjerne bliver nok Pochettinos første forstærkning

Mauricio Pochettino blev lørdag officielt præsenteret i Paris Saint-Germain, og argentineren er angiveligt allerede i dialog med Dele Alli om et Ligue 1-skifte for den 24-årige englænder.

Det er ikke engang 48 timer siden, at Mauricio Pochettino blev præsenteret som ny cheftræner i Paris Saint-Germain. 

Alligevel forlyder det nu, at argentineren allerede har udset sig sin første forstærkning. Og det er desværre - set med danske briller - ikke Christian Eriksen. Således skriver det franske medie Foot Mercato, at Pochettino har været i kontakt med Tottenhams Dele Alli, ligesom argentineren også har drøftet et indkøb af englænderen med den parisiske klubs ledelse. 

Forsøgte sig forgæves i september
Flere fremtrædende medier, herunder The Guardian, reporterede i sensommeren, at Paris Saint-Germain var interesseret i at leje Dele Alli. 

- Tottenhams krav satte i sidste ende en stopper for skiftet. De forsvarende franske mestre har sendt flere tilbud om en lejeaftale til Spurs. Tilbuddene er blevet afvist af klubbens bestyrelsesformand, Daniel Levy, der er kendt for at være en kompromisløs forretningsmand, skriver Foot Mercato. 

Profil under Pochettino
Siden da har Dele Allis situation i Tottenham dog ikke ligefrem forbedret sig. Den 24-årige englænder, der under Mauricio Pochettino var en stor profil i Tottenham, har blot spillet 74 minutters Premier League-fodbold i denne sæson, idet José Mourinho ikke har den store fidus til ham.

- Mauricio Pochettino blev officielt præsenteret i Paris Saint-Germain i går (lørdag, red.), men han har ikke ligget på sofaen efterfølgende. Argentineren er således begyndt at lære om mekanismerne i klubben, men han har også talt med nogle af spilleren i truppen, herunder Neymar, Marquinhos og Di Maria. Han har også været i direkte kontakt med Dele Alli. En tidligere nøglespiller for Tottenham, med 194 kampe under argentineren. Alli er tydeligvis interesseret i et skifte til Paris Saint-Germain, lyder det fra Foot Mercato. 

- De to herrer (Alli og Pochettino, red.) synes godt om hinanden, og de er derfor interesserede i at arbejde sammen igen. En mulighed, som parisernes sportsdirektør, Leonardo, ikke har udelukket, da han har været i jævnlig kontakt med spillerens lejr. Fortsættelse følger.