Video : Tipsbladet
Rygter

Intense forhandlinger: Valencia-præsident er ankommet til Barcelona

Valencia-præsident Anil Murthy ankom mandag aften til Barcelona for at forhandle om angriberen Rodrigo.

Meget tyder på, at Rodrigo inden for ganske kort tid kan kalde sig Barcelona-spiller.

Således reporterer den spanske avis Superdeporte nu, at Valencias præsident Anil Murthy mandag aften ankom til Barcelona for at forhandle om Rodrigo.

Barcelona foretrækker lejeaftale
Barcelona ønsker at få klaret forhandlingerne hurtigst muligt, således at man har tid til at forfølge andre muligheder, hvis det ikke lykkes at nå til enighed med Valencia. Ifølge det spanske medie Sport er der tale om nogle afgørende timer lige nu, hvor de to klubber begge vil forsøge at få forhandlet den mest fordelagtige løsning på plads. 

Der skal være tale om en lejeaftale, men Valencia ønsker en obligatorisk købsoption inkluderet i aftalen. Og det ønsker Barcelona ikke. Derudover er der mulighed for, at Barcelona kan sende en spiller til Valencia som en del af transferen.

Var tæt på Atlético
Superagenten Jorge Mendes er også ankommet til Barcelona, hvilket indikerer, at der i disse timer bliver forhandlet intenst mellem parterne.

Der er da også en del, der skal forhandles om. Valencia kræver angiveligt 450 millioner kroner for Rodrigo, hvilket også var den pris, man krævede, da Atlético Madrid viste interesse i sommer. 

Rodrigos skifte til Atlético Madrid gik i vasken, da madrilenerne ikke kunne skaffe pengene til at gennemføre handlen. Nu ser det dog endelig ud til, at angriberen forlader Daniel Wass og kompagni.