Video : Tipsbladet
Rygter

Kan blive historiens dyreste dansker: Disse tre storklubber jagter Mæhle

Joakim Mæhle kan blive den dyreste danske spiller i historien, hvis Atalanta vælger at sælge den danske landsholdsstjerne denne sommer. Storklubber fra både Italien og Spanien jagter således angiveligt nordjyden.

Joakim Mæhle har været en af Danmarks største profiler under EM, og venstrebackens præstationer har tilsyneladende tiltrukket opmærksomhed rundt omkring i Europa. 

I hvert fald reporterer det italienske medie Tuttomercatoweb forud for Danmarks EM-semifinale mod England, at nogle af Europas største klubber følger nøje med i Joakim Mæhles situation. 

Interesse fra La Liga
Således skriver Tuttomercatoweb, at både Inter og Roma er interesserede i Joakim Mæhle, der i vinterens transfervindue skiftede til Atalanta fra belgiske Genk. Der er endnu ikke blevet afgivet officielle bud, men Atlético Madrid har angiveligt intention om at byde på den 24-årige Mæhle i løbet af de kommende uger. 

Atalanta betalte omtrent 90 millioner kroner for Joakim Mæhle, der dog nu har en helt anden anslået transferværdi. Ifølge Nordjyske vil Atalanta således kræve minimum 297 millioner kroner for Joakim Mæhle, der i foråret opnåede 25 kampe for Bergamo-klubben, der sluttede på tredjepladsen i Serie A.

Joachim Andersen er den dyreste danske spiller nogensinde, idet Lyon betalte Sampdoria 225 millioner kroner for midterforsvareren i 2019. Den rekord kan Joakim Mæhle dog potentielt overtage i løbet af sommerens transfervindue. Se hele listen over historiens dyreste danskere her