Video : Tipsbladet
Rygter

Klopp har udset sig tysk Wijnaldum-afløser

Georginio Wijnaldum har forladt Liverpool, og hollænderen kan angiveligt blive afløst af en tysk landsholdsspiller.

Liverpool har sagt farvel til Georginio Wijnaldum, som har foretaget et skifte til Paris Saint-Germain, og Merseyside-klubben leder nu efter en afløser for hollænderen.

Og ifølge det tyske medie Sport1 har Jürgen Klopp en landsmand i kikkerten. Således reporterer mediet, at Liverpool jagter Mönchengladbach-profilen Florian Neuhaus, der også er udtaget til den tyske EM-trup.

Vil gerne til udlandet
Den 24-årige Florian Neuhaus har tre år tilbage af sin kontrakt med Mönchengladbach, men ifølge Sport1 eksisterer der en frikøbsklausul i midtbanespillerens kontrakt. Neuhaus udtalte sig for nyligt om, hvad han vil prioritere, når han skal vælge en ny arbejdsgiver.

- Min mavefornemmelse bliver meget vigtig. Hvor meget, jeg føler, at klubben reelt vil have mig. Jeg er en person, der godt kan lide at satse. Jeg kan sagtens se mig selv tage til udlandet, lød det således, ifølge Sport1, fra Neuhaus, der har spillet seks landskampe.

Florian Neuhaus' frikøbsklausul lyder angiveligt på lige knap 300 millioner kroner.