Video : Tipsbladet
Rygter

Klublegende i spil som Mourinho-assistent i Roma

Der er nye tider på vej i Roma, hvor José Mourinho skal være cheftræner fra næste sæson af. Og portugiseren får muligvis en sand klublegende ved sin side.

José Mourinho blev tirsdag præsenteret som ny cheftræner for Roma, men det ligger endnu ikke fast, hvem der bliver portugiserens assistent.

Ifølge den italienske avis Il Messaggero kan det dog blive den tidligere Roma-kaptajn Daniele De Rossi, der skal være Mourinhos højrehånd fra næste sæson af.

Vil give Mourinho de spillere, han peger på
Der er lagt op til en revolution i Roma, efter at Paulo Fonsecas afsked tirsdag blev meldt ud, hvorefter José Mourinhos ansættelse blev offentliggjort få timer efter. 

Ifølge Football Italia forventes det, at José Mourinho kommer til at lave store ændringer i Roma, hvor sportsdirektør Tiago Pinto vil opbygge det hold, som Mourinho ønsker sig. 

Og den tidligere Inter-boss kan altså få en sand Roma-legende ved sin side. Daniele de Rossi indstillede således karrieren i januar 2020, efter et halvt år i Boca Juniors. Inden da havde italieneren spillet for Roma i 18 år.