Manchester United brugte det meste af sidste sommer på at forsøge at hente Jadon Sancho, men i sidste ende gik det hele i vasken.
Manchester United har dog angiveligt ikke opgivet at hente Dortmund-stjernen, og ifølge det tyske medie Bild vil de røde djævle anvende en anderledes strategi denne gang.
Markant prisfald
Bild skriver således, at Manchester United har en ambition om at gennemføre et køb af Sancho inden sommerens EM-slutrunde, der sparkes i gang om fire ugers tid.
Prisen lyder i år på 675 millioner kroner for den 21-årige Jadon Sancho, der har en fortid i Manchester City. Prisen lød sidste sommer på over 900 millioner kroner, så der er tale om et markant prisfald.
Henter næppe centerforward
Edinson Cavani underskrev mandag en et-årig forlængelse med Manchester United, og i kølvandet på denne nyhed udtalte den tidligere Manchester United-kaptajn Gary Neville så, at Jadon Sancho formentligt bliver Solskjærs eneste indkøb denne sommer.
Ifølge Neville er det i hvert fald stærkt usandsynligt, at Manchester United vil gå efter Erling Haaland eller Harry Kane, nu hvor man har forlænget med Edinson Cavani.