Video : Tipsbladet
Rygter

Liverpool har budt 97 millioner for tidligere Esbjerg-spiller

Den tidligere Esbjerg-spiller Konstantinos Tsimikas er angiveligt tæt på et skifte fra Olympiakos til Liverpool.

Norwich og Liverpool kunne ikke nå til enighed om en pris for venstrebacken Jamal Lewis, og Merseyside-klubben har nu valgt at gå efter Olympiakos-spilleren Konstantinos Tsimikas i stedet. Det skriver den engelske avis Daily Mirror. 

Norwich afviste således Liverpools bud på 82 millioner kroner, og mesterholdet har derfor i stedet afgivet et bud på 97 millioner kroner for den 24-årige Tsimikas, der tilbage i 2017 var udlejet til Superliga-klubben Esbjerg i seks måneder.

Har optrådt i Superligaen
Konstantinos Tsimikas blev herefter udlejet til den hollandske klub Willem II en enkelt sæson, inden han i sommeren 2018 vendte tilbage til Olympiakos. 

Tsimikas har i denne sæson gjort en god figur for Olympiakos i klubbens Europa League-opgør mod Wolverhampton og Arsenal, og ser altså nu ud til at fortsætte karrieren i Premier League. Ifølge Daily Mirror skal Konstantinos Tsimikas således til lægetjek på Anfield i næste uge. 

Grækeren kan på Anfield se frem til at være andetvalg på venstrebackpositionen, idet skotske Andy Robertson er klart førstevalg.