Video : Tipsbladet
Rygter

Liverpool tæt på at hente nordirsk venstreback i nedrykkerklub

Jürgen Klopp ser ud til endelig at have fundet en ny venstreback, der kan aflaste Andy Robertson.

Liverpool var i den forgangne sæson noget tyndt besat på venstrebackpositionen, hvor veteranen James Milner jævnligt blev brugt som en nødløsning, når Andy Robertson ikke var klar.

Nu ser det dog ud til, at Jürgen Klopp er tæt på at have fundet en decideret venstreback, der kan kæmpe om Robertson om spilletiden. 

Har stort potentiale
Således skriver den engelske avis The Independent, at Liverpool er interesseret i Norwich-spilleren Jamal Lewis. Norwich, der sluttede på sidstepladsen i Premier League, er angiveligt klar til at sælge Lewis for 80 millioner kroner. 

The Independent skriver, at Liverpool og Norwich er i 'fremskredne forhandlinger' om et skifte for Jamal Lewis, der har spillet 100 kampe for Norwich.

Jürgen Klopp har et godt øje til den nordirske spiller, der er driblestærk og har gode pasningsevner. Liverpool-bossen ser Jamal Lewis som en spiller, der har et kæmpe potentiale, og som kan lære meget ved at træne med to af ligaens bedste backs, Andy Robertson og Trent Alexander-Arnold.