Video : Tipsbladet
Rygter

Lukaku-exit skaber rigtig dårlig stemning i Inter

Inters ejere har tilsyneladende besluttet at sælge Romelu Lukaku, og det er klubbens sportslige ledelse angiveligt voldsomt utilfreds med.

Ifølge en række fremtrædende medier er Inter tæt på at sælge Romelu Lukaku til Chelsea, og det er angiveligt en beslutning, der har skabt ganske dårlig stemning i Milano-klubben. 

Sådan lyder det fra den italienske avis La Gazzetta dello Sport, der skriver, at Inter først afviste et bud på 745 millioner kroner, men at Milano-klubben er klar til acceptere Chelseas næste bud, der kan ende helt oppe på 965 millioner kroner. 

Utilfreds ledelse
Ifølge La Gazzetta dello Sport håber Chelsea på, at Romelu Lukaku kan komme i aktion allerede på onsdag, når London-klubben møder Villareal i det europæiske Super Cup-opgør i Belfast. Og på ledelsesgangene i Inter er stemningen altså nu angiveligt ganske anspændt. 

- I disse timer, hvor spændingerne er stor, kan det kun understreges, hvor dårlig stemningen er i ledelsen forud for den situation, der nærmer sig. Det første tilbud fra Abramovich' klub blev afvist. Marotta, Ausilio og Inzaghi (Inters sportslige ledelse og klubbens cheftræner, red.) udtrykte deres holdning til ejerne, hvor de forklarede, hvor alvorlig Lukakus exit vil være i det sportslige perspektiv, lyder det således fra La Gazzetta dello Sport. 

- Men det er Zhang-familien og Oaktree-fonden, der har det sidste ord. Det er afgørende for at forstå, hvordan klubbens situation er. På Viale della Liberazione ønsker ledelsen og cheftræneren at beholde målscoreren, som i de seneste to sæsoner har udgjort substansen i Inters ambitioner. 

Flere mulige afløsere
Ifølge La Gazzetta dello Sport forventes salget af Romelu Lukaku at skabe 'splittelse' mellem Inters ejere og klubbens sportslige ledelse. Avisen peger på Atalantas Duvan Zapata og Fiorentinas Dusan Vlahovic som mulige indkøb, hvis Lukaku bliver solgt. 

Også Real Madrids Luka Jovic nævnes som en mulighed.