Video : Tipsbladet
Rygter

Liverpool jagter Championship-angriber til 290 millioner

Liverpool har ikke den store kvalitet på bænken, hvad offensivspillere angår, og Merseyside-klubben vil nu hente en angriber i Watford.

Liverpool råder over offensive stjerner som Mohamed Salah, Sadio Mané og Roberto Firmino, men de offensive alternativer har ikke helt det niveau, som Jürgen Klopp ønsker. 

Og ifølge den engelske avis Daily Mail har de engelske mestre derfor udset sig en offensivspiller, som kan rotere med de ovennævnte stjerner, så de ikke bliver udkørte i løbet af denne sæson, hvor kampprogrammet er særdeles komprimeret. 

Har kig på senegaleser
Liverpool har angiveligt rettet blikket mod Championship-klubben Watford, hvor den 22-årige senegaleser Ismaila Sarr har imponeret siden skiftet fra Rennes sidste år. 

Liverpool og Watford har således diskuteret muligheden for en transfer, men Championship-klubben vil ikke lade Sarr gå billigt. 290 millioner kroner kræver Watford således for den unge angriber. 

Jürgen Klopp og Liverpool-mandskabet fik i foråret mulighed for at se Ismaila Sarrs kvaliteter fra nærmeste hold. Senegaleseren nettede således to gange i Watfords 3-0 sejr over Liverpool. 

På trods af den imponerende sejr over de senere mestre endte Watford dog med at rykke ud af Premier League.