Video : Tipsbladet
Rygter

Medie: Arsene Wenger har afvist kæmpeklub

Den tidligere Arsenal-boss Arsene Wenger har angiveligt afvist at overtage cheftrænerjobbet i Barcelona.

Barcelona har haft en svær sæson, og ifølge det franske medie Le10Sport har katalanerne været i dialog med den franske trænerlegende Arsene Wenger om cheftrænerstillingen i klubben.

Ifølge det franske medies oplysninger har Wenger dog afvist Barcelona, der siden januar har haft Quique Setien som cheftræner. Setien førte i den forgangne sæson Barcelona til sølvmedaljer i La Liga. 

Omstændighederne skal være de rette
Efter flere årtier som cheftræner for Arsenal valgte Arsene Wenger i 2018 at forlade den engelske klub. Den 70-årige franskmand arbejder i dag for FIFA, men han har ikke lagt skjul på, at det kribler i ham for at vende tilbage til trænergerningen. 

- Jeg har lyst til at være træner hver dag. Det er det, jeg har gjort hele livet. Men det må ikke blive en kamp. Jeg kan ikke gøre tingene halvt. Så jeg har sagt til mig selv, at det skal være med vilkår, som jeg anser for at være optimale. Ellers vil jeg ikke gøre det, har Wenger udtalt. 

Le10Sport skriver, at Arsene Wenger i de seneste måneder har modtaget flere attraktive tilbud, og at franskmanden efter en snak med Barcelona valgte at sige nej til den spanske storklub.