Video : Tipsbladet
Rygter

Medie: Conte vil hente 'verdensklasse'-duo

Ifølge Football Insider ønsker Antonio Conte at hente to af profilerne på det hollandske landshold.

Tottenham tabte torsdag til slovenske NS Mura, og Antonio Conte erkendte efter nedturen, at 'niveauet i Tottenham ikke er så højt'

Samtidig er Tottenhams vel nok bedste forsvarsspiller, Cristian Romero, løbet ind i det, som Conte har beskrevet som en 'alvorlig' skade. 

Det forventes derfor, at Tottenham kommer til at forstærke bagkæden, når transfermarkedet åbner efter nytår. Tidligere på ugen kom det således ud, at Conte vil have to nye midterforsvare. Og ifølge Football Insider har Conte udset sig to midtstoppere fra samme land. 

En svær mission
Således skriver Football Insider, at Tottenham pønser på at hente to hollandske midterforsvarere i Italien.

- En Spurs-kilde har fortalt Football Insider, at træneren [Conte, red.] og rekrutteringschefen anser Inters Stefan de Vrij og Juventus' Matthijs de Ligt for at være 'verdensklasse', lyder det således fra Football Insider. 

Ifølge Football Insider er Tottenham bevidst om, at det bliver vanskeligt at hente de to anerkendte forsvarsspillere til januar. Mediet peger dog på, at Stefan de Vrij har kontraktudløb om halvandet år, samt at Matthijs de Ligts tid i Juventus har været meget op og ned. 

Football Insider understreger dog, at Tottenham under alle omstændigheder vil gå efter at hente 'minimum én topklasse-midterforsvarer i januar'. 

Tottenham ligger aktuelt på 7. pladsen i Premier League. Antonio Contes mandskab kan dog rykke op på 6. pladsen søndag, hvis det bliver til tre point i udekampen mod Burnley.